Tilbage i gammel gænge.

Det var ikke let at tyde prognoserne i sidste uge, og jeg tog også en hel del fejl, men den vejrtype, vi havde i lørdags, har jeg harceleret imod utallige gange. Så hellere i 10 graders varme eller mindre i maj måned. Det var hårdt i lørdags, også for de, der kun fløj mellem og sektionsflyvninger. Årets hotte navn, Per Thomsen, 111, var i øvrigt sektionsvinder på mellemdistancen i lørdags for syvende gang i år, synes hans duer så lidt krøllede ud i tirsdags, da vi skulle sende til fællestræning fra Nybøl, så han beholdt dem hjemme for at pusle om dem. Og det har vi vel alle haft meget travlt med i ugens løb. Vejrtypen i lørdags tærer rigtig meget på duerne. Vores deltog dog på træningen, og den forløb fortræffelig, fordi vi igen er vendt tilbage til den friske vestenvind med lidt byger, skyer og sol. Duerne blev faktisk friske efter denne lille tur på en time.

Men hvad siger prognoserne så for den kommende lørdag. Tja, det er lidt bedrøveligt. Den sidste fornuftige dag i Tyskland i den kommende uge, er faktisk i dag, men vejrtypen levner dog mulighed for fornuftige vejrafsnit. Det bliver sikkert ikke med sydvestlig vind, men mere i retning af ren vestlig vind. Vi skal flyve to gange Hannover, men jeg kunne godt nøjes med to gange Soltau.

Vi har trænet unger hver dag i denne uge, fra Ørby, som ligger helt ud til Lillebælt lidt nord for Haderslev. Det er gået meget fint. Ungerne har fløjet i tider, som selv de gamle har lidt svært ved at matche. Vi har også haft held til at slippe dem ind imellem bygerne, og kun én gang løb de ind i én, som de åbenbart fløj direkte igennem.  Jeg har været ude for at kigge på mine enkehunner. En del af dem virker nu ikke som oplagte emner til afsendelse i eftermiddag. ”Miss Taranta” var rigtig godt med i lørdags, men hun havde slået sin ene vinge, ærgerligt, for nu bliver hun nødt til at have en pause. Det bliver meget langt fra ”tømt slag”. Fredag skal vi indlevere til Zarrentin – 255 km. Det er lidt kortere for mine duer, og så skal de sidde i kurven en dag mindre, men alligevel, jeg glæder mig ikke ligefrem til den kommende weekend.

Jeg mangler stadig mine 4 skønne duer fra Antwerpen, så Christian, du kan godt melde mig ind i din forening. Efter over 50 år med Antwerpen, så har jeg nu fået helt og aldeles nok af den station. Jeg deltager aldrig på den mere.

HJ.