To dejlige arrangementer.

Fredag var jeg i Rødding til møde i Supercuppen. Her var dejlig spisning, uddeling af præmier fra sæsonens konkurrencer. Dernæst var der auktion. Her gik to dejlige duer fra Meldgaard & Jeppesen for til sammen for 11.000 kr. Jeg var også heldig, at kunne byde en Van Den Bulck due hjem for 1300 kr. Det var jeg glad for. Der var 43 spisende gæster til denne sammenkomst. Supercup er et rigtig godt initiativ af Brian Thomsen. For mig er det blot en svaghed, at man skal binde duer til nogle bestemte stationer. Det gør man også ved udstillingernes flyvekonkurrencer. Det er i tidens morgen mig selv, der opfandt konceptet. Jeg bryder min hjerne på, at finde en afløser, men det er svært.

Lørdag var det så Brevduefestivallen i Kolding. Desværre har folk meget svært ved at finde ind til bankocenteret i byens midte. Om det har fået nogen til at vende om, ved jeg ikke, men der var nok kun omkring 30 besøgende. En stor skam, for vi fik fremragende foredrag ved M&C og en smule fra Henrik Meldgaard. Jeg tror, at vi alle gik lidt måbende fra den formiddag. De fortalte om M&C Breeding, et koncept, hvor Henrik også er med. Her har man et internationalt avlscenter, der bringer mange topduer til Danmark. Vi har alle mulighed for at købe her. Nogle af ungerne er dog også med M&C i Kina i denne uge. Her får de sikkert solgt dem til rimelig eller god pris. Senere på auktionen havde vi også mulighed for at købe unger fra dette avlscenter.

Så fortalte de om det belgiske eventyr. Henrik gjorde det klart, at det var en drøm for ham, at opleve brevduemiljøet i Belgien. Vi fik forevist slaget via lysbilleder. Det er helt specielt flot og gennemtænkt. Der var blevet sendt 165 unger til slaget, måske lidt sent, men det bliver bedre til den kommende sæson. Ungerne havde været igennem den samme optræning, som her i landet, og været med på de første korte flyvninger: 120 til 200 km. Der havde de klaret sig fornemt i klubben med flere sejre. Derefter var de med på de nationale flyvninger fra 450 til 550 km. Disse flyvninger er for unger, ét års og gamle duer, og er kernen i de Belgiske konkurrencer. Her deltager omkring 45-50.000 duer hver gang. De løslades samlet til hele Belgien, så her er det svært at komme i top. Det er Henriks mål, at vinde én af disse flyvninger. Her sidst på sæsonen laver de i Belgien nogle flyvninger, som de kalder “Ronden”. Der flyves i fire weekender. Når de har afleveret duerne, så trækker man lod om hvorfra, de skal startes. Der er startsteder i alle verdenshjørner. Her havde slaget klaret sig meget godt, og én af ungerne blev senere 1. es due på disse flyvninger.

Slaget har sådan set klaret sig fint, når man betænker, at det er første sæson. Nogle kinesere har da også allerede været for at købe de bedste unger. Det var til helt andre priser, end vi senere på dagen kunne sælge mindre søskende til.

Efter dette indslag kom Christian med lidt af en sensation. Han havde haft gps på flere af sine unger. Ved hjælp af det, kunne han se, hvor ungerne var trukket hen, når de om morgen var ude. Vi andre tror vel nærmest, at det er en fast rute, de gennem flyver, men gps viste noget helt andet. Flokken havde faktisk fløjet i epilipser i forskellige retninger i forhold til slaget. På kapflyvninger kunne han også se, hvor nølere havde været, og naturligvis også, hvordan frontduerne var trukket.

Det var en superformiddag, som alle de, der var der, var meget godt tilfredse med. Over middag skulle vi i gang med auktionen, som var startet op som preauktion på M&C. Flere af duerne kom da også til at gå for preauktionens pris. Andre kom noget højere op. Alt i alt en fornuftig auktion. Sidste år købte jeg nogle Van Den Bulck duer. Ungerne efter dem var i sommer fremragende flyvende, så jeg forsøgte at købe nogle af dem, der var med på auktionen. Det blev til tre, og med fredagens ene, så har jeg forøget min bestand af disse skønne duer med fire. Det bliver spændende, at arbejde videre med dem.

HJ.