Vi er da lidt brødflove.
Måske kan der flyves i Jylland i morgen, lørdag. Søndag kan der. Det er os i det sydlige, der er i gabestokken. Hele Hamborg området er igen det store problem. Helt ned til Mallorca ligger det store regnområder.
I 32 har vi aflyst flyvningerne i denne weekend, så vi får en opgave med at holde duerne ved lige. Jeg påtænker at give hunnerne en tur på 40 km i morgen på et brugbart tidspunkt. Jeg lader hunnerne være hos hannerne natten over og kører så den samme tur søndag med hannerne. Herefter vil jeg igen adskille dem. Det er nødvendigt for at minde dem om systemet og holde hunnerne fra hinanden. Jeg går også over til at fodre med Gerry Plus.
Det er mit håb, at man i DdB vil oparbejde en større smidighed med hensyn til arbejdet omkring vore flyvninger, og når endelig, der er kvaler, få en informationsblok på hjemmesiden, så løsladerne kan fortælle medlemmerne om vejrforholdene og deres dispositioner.
Jeg har i flere år været funderet over, hvorfor de indvendige vægge i vores garage nærmest blev pillet ned. Jeg har måske tænkt lidt på rotter eller mus, men vi har fælder og gift lagt ud til disse dyr. Samtidigt har det undret os, hvorfor der hver gang vi kom ud til garagen, som nærmest røg 40 – 50 småfugle ud derfra. Vi var lidt bange for, at det var musegiften, de var ude efter, men den blev ikke taget. For leden dag tog vi fuglene på fersk gerning. De var i færd med at tage kalk og sand til sig, og nogle fløj op ad væggen for at hugge ny forsyning ned.
Jeg var godt nok noget overrasket, men de har jo i lige så stor grad, som vore duer, behov for mineraler og ikke mindst salt.
Ungerne er et problem i år. Først slås vi ungesyge (vi har også haft det), så kommer der så dårligt vejr, at vi ikke rigtig kan få dem trænet igennem inden de første kapflyvninger. Vinterungerne er sikkert forberedt godt, men forårsungerne halter det lidt med. Vi bliver nødt til at udelukke den første kapflyvning, og så håbe på nogenlunde vejr, så vi kan få dem trænet forsvarligt, mindst to gange 80 km.
Jeg ved godt, at nogle bare begynder kapflyvningerne efter få små træninger, men det er også dem, der efterfølgende giver løsladeren skylden, hvis det bliver lidt vanskeligt.
HJ.