Vi flyver fredag.

Det usigeligt dårlige maj vejr til både træning og kapflyvning af brevduer har voldt os en del kvaler. Godt at jeg fik trænet rigtigt meget i april, hvor det godt nok var køligt, men meget mere regulært vejr for duerne at flyve i. Heldigvis får vi en rigtig dejlig dag i morgen fredag, og den vil vi benytte til at flyve fra Garlsdorf, en ny station lidt nord for Soltau.

Sidste uges flyvning fra Trittau med hård modvind gjorde godt for næsten alle duerne, men få mangler dog endnu. For os blev det nok lidt af en katastrofe, selv om vi hentede flotte resultater. Sidste år fik vi to hanner samtidigt på den tilsvarende flyvning. De blev 1 og 2 i sektionen. Vores to tophanner fra 2012. Den ene har været sektionsvinder to gange, den anden én gang. De to mangler vi stadig. De har aldrig overnattet før, så hvad er der sket med dem. Det er nok sandsynligt, at de er fløjet på, for flyvning i modvind foregår meget lavt over terrænet. Vi kikker efter dem mange gange hver dag, for det er et smerteligt tab. De har også avlet særdeles gode unger. Tja, vi må nok bare erkende, at det er, hvad der kan ske.

Vi havde en meget flot aften i klubhuset i mandags. Det er ikke så tit, at vi får held til at ramme en sektionsvinder, så når det endelig sker, så giver den lykkelige vinder lagkage. Kaj Jeppesens kone, Lisbeth havde bagt en dejlig kage, hvor duens nr. var graveret med chokolade.

Vi er også i gang med vores ældste unger, som nu flyver højt og trækker bort, når de er ude. Der er dog 7 af dem, der ikke vil med i flokken, men hellere hygge sig på slagets tag. Vi forsøger virkelig at jage dem med de andre, men vi kan ikke. De to værste, som slet ikke kunne jages fra taget, har fået deres ring til genbrug. Fem kommer bare meget hurtigt ned på taget for at hygge sig der. Det virker mere, som om de har bedre gener for kapgang. Det deltager vi bare ikke i, så nu bliver de 5 fanget, inden de andre 15 bliver lukket ud. De anbringes i en kurv, og når de andre er færdige med at flyve, så bringer vi kurven væk fra dueslaget, og så må de flyve hjem derfra. I dag var de således nede på vores lokale idrætsplads, hvorfra de har 200 m. hjem. De startede hurtigt ud af kurven og landede på det første højere hus. De startede dog hurtigt hjemflyvningen. De to fik en hel del fløjet, endda sammen, mens den tredje strøg lige ned på slaget og ind. De to andre tog dog først nogle minutter på deres elskede slagryg, men så kom de også ind. Næste gang hedder det 500 m. borte osv. De må dog komme til at holde af at opholde sig i luften i længere tid, så de kan komme med de andre.

Tja! Jeg kommer bare til at få meget ondt af slagpasserne i Aabenraa. Jeg håber meget for dem, at langt de fleste af de mange unger har gener for at flyve. Det er jo ikke så let for dem blot at skaffe sig af med dem, der ikke har. Sådan er det bare at arbejde med unger, og så har jeg end ikke nævnt ungesygen.

Jeg glæder mig til godt vejr til duerne i morgen. Ja, det bliver da også dejligt at være i haven.

HJ.