Vi skal sende i aften.
Vejrprognoserne har forbedret sig væsentligt til flyvning med brevduer.
Dejlig frisk vestenvind sender duerne på hårdt, men reelt arbejde. Duerne elsker at flyve i den vejrtype, så vi kan godt sende duer af sted.
Vi fik jo i tirsdags én af vores tre manglende hanner hjem, men i en tilstand der fritager ham for flere flyvninger i år og nok også i det hele taget. ”1114” to år – har gjort det fremragende både som unge og ét års. Han skulle have været vores solide præmietager i år. Han var også kommet fint i gang og lå til præmie i udstillingspuljen for 2 års. Den finale blev nærmest et waterloo for ham. Jeg har behandlet ham med alt, hvad der skulle kunne hjælpe ham, GMK – PROBAC 1000 – SEDOCHOL. Han bliver fodret i reden, selv om han godt kan flyve ned og op i den. De andre hanner er ubønhørlige over for ham, som ellers har haft magten på gulvet. Han har simpelt hen hentet den sidste energi ved at forbruge af muskulaturen, og den opbygges ikke igen. Han har således kæmpet til det sidste for at nå hjem. Stor respekt for ham. Mine to super ét års er ikke kommet endnu. Jeg håber på, at de er gået ind et sted og så kommer frisk hjem igen.
Mine unger er igen ovre en sygdom, forgiftning, tror jeg. 7 dage med BELGAMCO har gjort dem klar til at genoptage flyveturene. De sidste dage har de virkelig gået til den i over en halv time.
Efter sidste uges voldsomme oplevelser, er jeg blevet temmelig rystet. Først på ugen ville jeg nøjes med sektionsflyvninger, men østenvinden er langt væk og vestenvinden ser ud til at være stabil, så jeg vil sende alligevel til Münster og Gotha.
Jeg tror på gode flyvninger på lørdag.
HJ.